Joan Juliet Buck. Foto: Udlånt af FIAF
"Jeg var ikke fra mode," siger Joan Juliet Buck til det lille publikum, der onsdag aften var samlet ved det franske institut Alliance Française for at høre den tidligere redaktør fortælle længe om sit liv og karriere, som er skitseret i hendes nye erindringer, "Illlusionens pris." Med sit smarte nissesnit og store grønne øjne, der ser ud til at gennemskue ethvert bullshit - og iført en meget smuk olivenfrakke af sin veninde, Zac Posen — det er ganske vist svært at tro, at den sprudlende, raspende stemmede Buck kunne være noget men en moderedaktør. Men i løbet af de 45 minutter, der fulgte, ville alle, der var samlet i lokalet, snart vide, at der var meget mere for hendes karriere end at bære annoncør-godkendte designerkjoler og rejse til eksotiske placeringer.
Buck blev født i Los Angeles, men voksede op i Frankrig og London fra en alder af fire, efter at hendes far, en filmproducent, flyttede deres familie til Europa. Efter at have deltaget i Lycée Français de Londres vendte Buck tilbage til USA for at deltage i Sarah Lawrence College, men droppede ud kort efter og flyttede til New York City for at skrive bog og film anmeldelser for
Glamour. Som 23-årig befandt hun sig tilbage i London, denne gang i rollen som featureredaktør for britisk Vogue, som Buck omtaler som "det ene job, jeg nogensinde har ønsket mig." ("Dette var et job, der blev besat af Marina Warner, som var strålende, velfødt og gik til Oxford. Jeg var ikke nogen af de ting, men jeg elskede det.") I løbet af sin embedsperiode ved titlen, rystede Buck tingene op ved at præsentere kulturforstyrre som Andy Warhol, Conrad Brooks og Fran Lebowitz. "Som funktioner editor... Jeg følte, at jeg skyldte en troskab til det, der dengang blev kaldt modkulturen,« siger Buck.Stints som korrespondent for Dametøj dagligt og medvirkende redaktør til American Vogue og Vanity Fair fulgte hendes tid hos British Vogue; så kom stillingen som chefredaktør på Vogue Paris, et tilbud, som hun i første omgang afslog. "Det virkede bare meget kedeligt at sidde bag et skrivebord og fortælle folk, hvad de skulle gøre. Jeg kunne ikke se, hvor det sjove var,« siger hun. "Jeg havde det også i mit hoved, at jeg var en kunstner, der skrev romaner [i stedet for magasinkopi]." I løbet af hendes syv år Vogue Paris, bragte Buck sin kærlighed til kunst og kultur til magasinets sider og organiserede tematiske spørgsmål omkring emnerne film, kærlighed og len femme française. "Magasiner er illusioner; film er illusioner," siger Buck. "Der er en intensitet, der er et fokus. Der er ikke noget mere berusende end en gruppe mennesker, der fokuserer på ét formål, én ting."
Coveret til "The Price of Illusion". Foto: Udlånt af FIAF
Efter pludselig at være blevet tvunget til at tage på et to-måneders sabbatår af sin daværende chef Jonathan Newhouse, blev Buck sendt til en afvænningscenter i det amerikanske sydvest, Tuscons Cottonwood-anlæg, dog ikke for nogen grad af stofmisbrug. Buck var ikke fremmed for vanedannende personligheder, men det var der, hun oplevede sin egen åbenbaring: "Jeg var afhængig af Vogue! Jeg var blevet en [narko]handler i den illusion, for at have råd til livet omkring mig," fortæller hun. "Vogue er et potent stof, som kvinder farer vild i. Vogue er mere end et blad. Vi laver det mest potente stof, der findes: drømmen."
I slutningen af panelet, da Buck bliver spurgt om sine tanker om den aktuelle tilstand i branchen, refererer hun Culture Crush (grundlagt af Debra Scherer, som Buck arbejdede hos Vogue Paris) og blogger Garance Doré som eksempler på eksemplarisk moderedaktion i den digitale tidsalder. Og hvad angår ethvert råd til unge forfattere og redaktører, der ønsker at "gøre det", som hun havde? "Fald ikke ned i brønden." Det har Buck bestemt ikke.
Gå aldrig glip af de seneste nyheder om modebranchen. Tilmeld dig Fashionistas daglige nyhedsbrev.